tirsdag den 3. januar 2017

Kærlighed ved første Pen-F



Min søde, dejlige kæreste er fotograf og indehaver af to fotoforretninger. Han tager mig gerne med, når han har forretningsrelaterede arrangementer, og jeg vil gerne gøre mit bedste for at få ham til at se godt ud. Det indebærer også, at jeg sætter mig ind i hans arbejde og interesse for fotografi, så jeg ikke bare fremstår som en dum blondine, når jeg møder hans kollegaer, forretningsforbindelser etc.
I den forbindelse har jeg også gjort mig umage for at blive en bedre fotograf. Det går heldigvis lettere, når interessen for at fotografere er der i forvejen, så jeg sugede til mig, alt hvad han fortalte om fotografi, gode billeder, dårlige billeder, komposition, lys, motiver etc.

En af fordele, ved at være kærester med Fotografen, er, at jeg fra tid til anden har adgang til lidt federe udstyr end mit eget, gamle kamera. Det giver mig mulighed for at lege og lære og...forelske mig helt vildt i et bestemt kamera. Olympus Pen-F... [Indsæt selv englelyd og regnbuer]...

Billedresultat for olympus pen f

Jeg er stødt på kameraet af flere omgange. Har haft det med på ferie, har lånt det af Olympus, når de har holdt fotokonkurrencer, har endda haft adgang til det på en festival. Hver gang er jeg blevet en lille smule mere forelsket i det. Jeg fortalte Fotografen om min forelskelse, og han kommenterede, at jeg da også altid skulle finde det dyreste udstyr. (Prisen er jeg først blevet bekendt med efterfølgende, og lad os bare sige, at spidsen af en jetjager nok havde været billigere...)
Han har flere gange forsøgt at friste mig med andre, billigere kameraer, men ingen af dem har kunnet måle sig med min store forelskelse, Pen-F'en... Men ak, som studerende har jeg dårligt nok råd til ketchup til min pasta sidst på måneden, så jeg måtte indse, at Pen-F'en og jeg måtte nøjes med vores flygtige stævnemøder.

I sommeren 2016 blev Fotografen og jeg inviteret på festival, af Olympus Danmark, sammen med andre store forhandlere af Olympus. Det er her, min træning som god, støttende 1950's housewife, der bare skal få manden til at tage sig så godt ud som muligt, kommer i spil. Jeg havde pakket min taske med mit bedste tandpastasmil og min allerbedste opførsel, for jeg skulle møde De Helt Store Kanoner fra Olympus Danmark! Jeg var temmelig lettet over at opdage, at de var helt almindelige mennesker som du og jeg, og jeg var endnu mere glad for at opleve, at de kunne lide mig.
Olympus havde medbragt udstyr til udlån, og her blev jeg genforenet med min lille flirt. Vi brugte 3 dage sammen med vidunderlige musikoplevelser, og i skønneste forening tog vi de mest vidunderlige billeder! Syntes vi da selv...

Det var med vemod, at jeg sagde farvel til Pen-F, og Fotografen og jeg tog hjem igen. Jeg har nok gået i min lille Pen-F-boble, da fotografen brød ind og viste mig en fotobog med både hans og - gisp! - OG mine billeder fra festivalen! Og han kunne lide dem!

Det samme gentog sig efter en ferie til Rom, hvor Fotografen og jeg havde fået lov til at låne to kameraer fra Olympus med. Da vi kom hjem, lavede han et fotobog, og igen var mine billeder stærkt repræsenteret i bogen. Ikke af høflighed, men fordi han kunne lide dem. Et par uger senere kommer Den Store Kanon fra Olympus til byen og skal demonstrere et nyt kamera i Fotografens butik. Han ser fotobogen, og han kan lide mine billeder! (Han kaldte mig Mesterfotografen... Jow jow...) Åh, jeg kunne svæve væk i min lille, lyserøde boble!

Fotografen kunne ikke længere benægte, at Pen-F og jeg var et match made in heaven, så den efterfølgende jul kunne jeg endelig pakke min helt eget Pen-F ud! Jojo, jeg betalte selv det meste, men hvem har også brug for ketchup på sin pasta, når man har Pen-F? Jeg knuselsker min julegave, og vi glæder os til mange flere fotoeventyr i fremtiden! Og Fotografen må da også godt komme med, hvis han vil...