torsdag den 4. september 2014

Plastik du ikke kan undvære!

"Vil du med til Tupperware-party i aften?"
Tupperware-party? Jep, det var faktisk det, min mor foreslog mig i morges. Jeg må have set tøvende ud, for opfølgeren lød: "Der er også kage", og så var jeg jo nødt til at tage med.

Da vi kommer ud til min mors veninde, bliver vi mødt af en flok spændte kvinder i alderen 50-60+. Mange af dem lyder som om, de har prøvet det før, og Tupperware-konsulenten hilser da også næsten familiært på flere af kvinderne. Jeg er tydeligvis den nyeste og uden tvivl den yngste i flokken.

"Ca. 10 træk i snoren, så har du løg, der er så fine, at de kan gå i frikadellefarsen!", og jeg må lige minde mig selv om, at jeg er til Tupperware-party, og at "snoren" sidder på den "Herb Chopper", vi lige har fået demonstreret.

I løbet af det næste stykke tid får vi demonstreret en helt ny måde at piske flødeskum i en "Shaker", en justerbar "Festboks" til at transportere lagkage i, silikoneforme til at lave Belgiske Vafler i, alt imens ophidselsen stiger hos gæsterne såvel som hos Tupperware-konsulenten, der ender med at vælte et helt glas appelsinsodavand i sin ophidselse over thermokanden "ThermoTup" til 399,-. Det er en vild fest.

Hvis et Tupperware-produkt ikke sælger, så tager man det bare ud af kataloget, giver det nogle nye farver og håber på, at det så sælger bedre. Der må jo være noget om snakken, for sidst på aftenen er der nye varer på alle de udleverede bestillingssedler. De garvede Tupperware-gæster har nu både de gamle blå låg og de nye røde til deres Tupperware-opbevaringsbokse, og der er snak om at mødes engang "for at bytte Tupperware-låg".

Jeg selv blev overmandet af "den-kan-jeg-simpelthen-ikke-leve-uden" og endte med at købe en ny kartoffelskræller og en si. Som tak for mit køb fik jeg også en "Mini Kvik Shaker" og en dims til at lave "twisters" af mine kartofler.

Lad os bare sige, at jeg er blevet 4 Tupperware-produkter og en oplevelse rigere...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar