Ca. en halv time senere nåede han så op til torvet (selvfølgelig i regnvejr, hvad ellers), og han blev så præsenteret af byens nok mest usynlige mand, Jens Erik Jørgensen... Ham har jeg aldrig set før?
Nå, efter diverse julesange og lidt af hvert, musikalsk ledsaget af nogle blæsere, hvor jeg bl.a. spottede Gustav, blev juletræet så tændt... Samt byens nye julebelysning... Tak! Det trængte vi altså godt nok også til! Nu har vi lige så længe jeg kan huske haft den samme, gamle, grimme julebelysning over gaderne i Silkeborg... Dvs. gammelt, ødelagt gran med noget, der skulle forestille lys, men hvor mindst halvdelen af pærerne er sprunget...
Og væk var byens usynlige mand igen... Og jeg tør vædde på at han på én eller anden måde fik fiflet den store nøgle fra Julemanden og tog den med sig tilbage til Rådhuset!
På min vej ud for at finde Gustav, mødte jeg Sabrina :D
Da, jeg kom tilbage til min mor, som det nok tog mig et kvarters tid at finde igen, var det så tid til næste indslag... Guess who...
...
Pyrus! Oh fryd! En syngende nisse i november på torvet i Silkeborg i regnvejr! Win! Hvis altså man kunne se noget...
Undskyld mig, men hvorfor er det at voksne nærmest er endnu mere ivrige for at se syngende nisser end deres børn? Hvorfor er det at forældrene partout SKAL mase sig hele vejen op til scenekanten, selv om der står et par hundrede andre mennesker, der rent faktisk også gerne vil se? Og når det så udtrykkeligt bliver sagt, at forældre skal rykke tilbage, hvorfor er det så, at forældrene bliver stående? Selektiv hørelse? I don't think so!
Jeg kunne så måske forstå det, hvis du var verdens største Pyrus-fan, men så vil jeg fandme også se dig hoppe og danse og skrige og prøve at møffe din fede røv op på scenen, så du kan give din store helt en krammer! Men hvis det så ikke er din plan... Then move your ass, buttwipe!
Btw, Pyrus holder stadig hundrede! Woohoo, go Pyrus!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar